Interessen for Puch knallerter i Danmark er så afgjort stigende

- men det er prisen på Puch knallert reservedele også!

 
Det er mit indtryk, at hvis man ikke kender nogen, der kender nogen, så får man helt sikkert lov til at betale for sine reservedele til Puch knallerter - så godt og vel endda.
 

Et andet indtryk vedrørende reservedele til Puch knallerter

Når man er på messe og spørger til prisen på en reservedel, så sker der lynhurtigt et eller andet i hovedet på sælgeren: "Ho-ho - her er sg* igen interesse" - "det er åbenbart en attraktiv reservedel til Puch knallerten, som jeg har her!"
 
Man kan ligefrem se, at kasseapparatet accelerere i øjnene på sælgeren. I det afgørende øjeblik, så når han / hun lige, at få lagt et ekstra beløb på varen.
 
Umiddelbart efter oplysningen om prisen, så kommer det næsten pr. automatik: "Vil du ikke give prisen, så er det lige meget, der kommer helt sikkert en anden Puch entusiast forbi én, der vil betale prisen! Sælgeren er 100% klar over, at der er stor interesse for netop den stump dér.
 
Min fornemmelse er, at det er NU, der skal handles, hvis man har interesse for Puch knallerter. Fremtiden kan der kun spå's om - men jeg tror ikke, at Puch reservedele i fremtiden bliver billigere.
 

Messe i Dronnige Margrethe Hallen

VeteranBilmesse / Stumpemarked

I week-enden den 1. og 2. april 2006, var både Niels og jeg på messe i Dronninge Margrethe Hallen i Fredericia. Det var VeteranBilmessen.
 
Mit generelle indtryk er, at hvis man ikke kommer fra morgenstunden, så er der praktisk taget udsolgt af reservedele til Puch knallerter  - eller også bliver priserne skruet kunstigt og helt enormt op!
 

Hvad er din mening?

Hvis du har oplevet noget lignende, så hører vi den meget gerne!
Send dine kommentarer til puchklub@hotmail.com
 

 

Specielt til vore medlemmer

Der er nu i PuchShop mulighed for, at indsætte op til 4 billeder i én annonce.
 
Redaktionen arbejder hårdt på, at få digitaliseret flere forskellige reservedels-kataloger, så vore medlemmer, kan købe deres eget reservedels-katalog til netop deres Puch knallert til en fordelagtig pris.
 
Det er en utrolig tidskrævende proces, men vi arbejder på sagen.
 
 

 

En lille sjov oplevelse mandag den 3-04-06

Telefonen ringede på kontoret. Det var fra en medievirksomhed fra København, og det var en sød kvindestemme, der var i den anden ende af røret. Kvinden præsenterede sig som Maria Kristensen, fra Final Cut Productions.
 
Jeg fandt så ud af, at Final Cut Productions er en del af produktionen, vedr. en film og, at det faktisk var det, som henvendelsen gik ud på.
 
Kort og godt, så stod de netop og manglede lyden fra en Puch knallert til en film, som de er ved at lægge sidste hånd på. Lyden skulle være fra en RIGTIG Puch knallert - ikke en Puch Maxi.
 
Vi blev enige om, at vi da godt kunne optage noget lyd og sende til dem. Jubii... Puch medlemmers knallertlyd på film - PÅ FILM!
 
Maria Kristensen ville undersøge noget med lyd-format osv., så hun ville kontakte mig igen.
Det gjorde hun ca. 3. min. efter vores første samtale.
 
Tøvende startede Maria med: "Det har måske alligevel ikke Jeres store interesse!"
 
Filmfolkene, dem der mangler lyd, de skal have lyden af en stor Puch knallert der vælter! Dvs. - først lyden af motoren og dernæst af knallerten der vælter!!!
 
Jeg trak vejret dybt et par gange, alt imens jeg så MIN VZ50'er fare forvildet rundt i et sving for derefter, at vælte...!!!   Det var her MIN film knækkede!
 
Jeg spurgte: "Hvad kommer filmen til at hedde?" - svaret var: "Kunsten at Græde i Kor"
 
Her kunne jeg ikke lade være med at sige: "Hvis du invitérer vore medlemmer til København, så skal du sg* høre nogen græde i flok over, at en stor Puch vælter.
 
Vi blev enige om, at de nok hellere måtte finde på noget andet...   ;-)
 
 ---
 

Mere om filmen

Kort efter fik jeg følgende e-mail fra Maria Kristensen, Final Cut Productions:
 

Hej PuchKlub!

Tak for samtalen idag omkring puch-knallerter til lydoptagelse.
 
Jeg har fuld forståelse for at I ikke ønsker at vælte jeres knallerter gentagne gange for vores skyld!
 
Men.. Filmen som det drejede sig om hedder "Kunsten at Græde i Kor", og den kommer ud i de danske biografer til efteråret 2006.
 
Jeg har desværre ikke nogen knallertrelaterede stills fra filmen, men jeg kan garantere Jer at filmen er en stemningsfuld rejse tilbage til Danmark anno ca. 1970, nærmere bestemt Sønderjylland.
 
"Kunsten at Græde i Kor" er en filmatisering af Erling Jepsens roman af samme navn.
 
Den handler om 11-årige Allan, som prøver at få hverdagen til at fungere i hvad der vel nok kan betegnes som en dysfunktionel familie. Knallerterne er forbundet til Allans storesøsters kæreste og hans venner, som også kaldes for "knallertbøllerne"!
 
Håber I alle tager ind og ser filmen - det fortjener den!
 
Med venlig hilsen

Maria Kristensen

Final Cut Productions

  

 
Som du jo sikkert kan fornemme, så sker der en del i PuchKlub.dk
Vi på redaktionen føler dog ikke, at der sker nok.
 
Endnu en gang vil vi opfordre dig som medlem til, at skrive din historie og sende den til os.
Send GERNE nogle billeder med!
 
Har du en god historie om dig og din Puch Knallert, men ikke føler dine evner rækker til at skrive, så kontakt os GERNE... - vi hjælper dig GERNE med at udfærdige historien.
 

 
 

Næste nyhedsbrev

Allerede nu, så er vi ved at indgå aftale med Niels, www.VZ50.dk om at restaurere en Puch VZ50, som vi vil udlodde blandt vore medlemmer.
 
Dette skriver vi mere om næste gang, men vi kan allerede NU oplyse, at knallertens værdi ligger på ca. kr. 24.000,00
 
Er du endnu ikke medlem, så skynd dig at blive det... - det kunne jo være?
 

 
 
 
Send os GERNE dine kommentarer, idéer eller emner, så vi kan tage dem med i næste nyhedsbrev.
 
 
Login Sitemap - oversigt over tilgængelige sider  Udskriv