Niels har igen været lidt om sig og fundet en gammel PUCH knallertsalgsbrochure fra 1970
Det er lidt sjovt at se hvordan man i "gamle" dage markedsførte de nye PUCH knallerter.
Ser man godt efter på forsidebilledet, så VAR signalet jo helt klart: prestige, frihed, piger - det, som vi gamle drenge og piger i dag kalder nostalgi; men det VAR det, som vi oplevede.
Man kan også komme i den tro, at billedet er taget i Østrig.
Pigen til højre i billedet har "tyroler-kjole" på; men VZ50'eren er produceret til danske forhold.
Brochuren er stemplet fra en knallert- og cykel-forretning fra Fredericia. Forretningen er ophørt for mange år siden; men både Hr. og fru Alsing, som indehaverne hed, står stadig klart for mig. Klik her, for at se stemplet i stort format
PUCH salgsbrochuren fra 1970
På bagsiden af brochuren, kan man læse nogle af de tekster, som Puch brugte i markedsføringen.
Som markedsføring har det jo åbenbart fungeret helt efter hensigten - hvordan kan man ellers påstå, at "Puch var størst" og, at man allerede på det tidspunkt, havde solgt over 1 million Puch knallerter?
Bagsidens indhold:
Erfaringer - Forskning - Præcision
gennem mere end 60 år står bag
PUCH
og derfor byder PUCH knallerten Dem bl.a. nedennævnte fordele:
Acceleration - Den kendte PUCH acceleration, der i vore dages trafik er så betydningsfuld.
Effektive bremser - PUCH knallerten har rigeligt dimensionerede fuldnavsbremser, 105 mm diam., 25 mm bred bremsebelægning og et effektivt bremseareal på 48 cm2.
Fin affjedring - En korrekt affjedring både for og bag er af største betydning ikke blot for en behagelig, men også for en sikker kørsel. PUCH knallerten har derfor en oliedæmpet selektivt virkende teleskopforgaffel, og baghjulet er ophængt i en svinggaffel med 2 bagteleskoper
Blæserkølet motor - Ensartet motortemperatur har betydning for motorens konstante effekt og for den levetid. PUCH gear-knallertmotoren har blæserkøling, der sørger for, at motorens temperatur holdes så konstant som muligt.
Kvalitet - Steyr-Daimler-Puch fabrikkens største bud har altid været kvalitet. Årtiers erfaringer i konstruktion og produktion af 2-hjulede køretøjer og stadigt forskningsarbejde borger for den bedst mulige kvalitet i de mindste detailler.
PUCH fabrikken i Graz (Østrig), der som Steyr-Daimler-Puch koncernens andre fabrikker
er verdenskendt for kvalitet, har nu fremstillet over
EEN MILLION PUCH KNALLERTER
Puch knallert fabrikkerne i Østrig fra 1970
Billedet stammer fra den omtalte salgsbrochure
Puch fabrikkerne lå dengang i Graz i Østrig; men brændte på et tidspunkt og det siges, at ruinerne nu er helt fjernet fra byen, så der er ingen mulighed for at se noget af de gamle Puch fabrikker - desværre. Det kunne jo have været sjovt med en lille udflugt til Østrig med det formål.
Red. PuchKlub.dk
/LEJ
|
|
|