I min tid var det Puch MS50 3-gear samt den "store Puch" VZ50 alle havde, - og de fik tæsk. Tit var der en pige bagpå, eller også kørte man 3-4 ad gangen, for at se hvem der var hurtigst. Der blev stillet på strålespidser, og var dyret for langsom i forhold til de andres, var der altid en tuning man snart skulle have foretaget...

 

Men ved nærmere eftertanke var det glæden ved, at have den frihedsfornemmelsen som knallerten gav, det var farten i håret, det gode kammeratskab, og de fælles ture der skabte noget værdifuldt, og ikke mindst muligheden for selv at pille lidt ved noget mekanik...

 

Jeg brugte mange nætter i mine forældres garage (uden at de vidste det!), med at skifte stempel, topstykke, tandhjul, cylinder osv. Tit var det ukendt land man begav sig ud i, men den specielle tang til at få låseringen på plads ved stempelskift, eller at få ringen uden på det gearede tandhjul på plads, eller at huske alle pakninger ved cylinderskift, var noget man fandt ud af efterhånden. Jeg havde svært ved at forklare de beskidte fingre næste morgen til mine forældre...

 

Først havde jeg en rød Puch 3-gear med twin-saddel som jeg efter diverse indgreb fik presset op på 55 km/t. Jeg kan huske jeg købte alle dele hos en Puch-forhandler på Platanvej på Frederiksberg. Han holdt til i nogle gamle garager og havde en lille "baggård", så det var rigtig hyggeligt. Jeg tror jeg dengang gav 3-400 kr for en original udboret cylinder. Det var meget dengang!.

 

Min Puch 3-gear blev desværre stjålet efter et par år, og jeg fik så den "store Puch" i stedet. På denne knallert kørte jeg mange ture frem og tilbage til Solrød (fra København),  hvor nogle af mine bedste kammeraters forældre havde sommerhus. Det var jo via Gl. Køge Landevej som havde cykelsti det meste af vejen, så der blev hovedet virkelig lagt ned for at få den op over de 40 km/t. Jeg kan huske, at der på vej til Solrød (godt midtvejs) var en cross-agtig bane og den skulle naturligvis prøves. Det kostede mig et forvredet forhjul, og et par andre småskrammer, men sjovt var det...

 

Min store Puch VZ50 blev ikke tunet så meget.  Jeg  havde det stadig frisk i hukommelsen, hvordan det var, da politiet stoppede mig på min gamle Puch 3-gear, hvilket kostede mig adskillige reservedele, så som tun-cylinder, stempler, mv.

 

Jo, jeg var en ægte Puch knallertejer med de oplevelser det fører med sig.

 

Da jeg startede i Gymnasiet var den store Puch stadig min tro følgesvend - den var jo et fantastisk nemt og underholdende transportmiddel i byen.

 

På dette tidspunkt tog andre interesser over, men min fascination af knallertlivet og den intense måde at fræse rundt på cykelstierne på (her føles 40 km/t af meget!) forlod mig ikke, så jeg har i en alder af 48 år, sprunget på Puch-vognen igen.

 

I forbindelse med mit arbejde, surfer jeg en del på nettet. Pludselig en dag stødte jeg på www.vz50.dk, hvor man "guddødemig" kunne bestille en "ny" PUCH fra den gode årgang.

 

Jeg var tændt med det samme, og 3 dage efter havde jeg bestilt dyret.

 

Efter 6 måneder var den færdig, og jeg er nu igen den stolte ejer af én af de flotteste eksemplarer af VZ50 i verden, med mange nye originaldele - og hele bagagen af ungdomsoplevelser lige på nethinden.

 

"Tak Niels, fordi du fik drengen i mig frem igen!

- hvad giver man ikke for nogle ægte "vingesus fra fortiden...?"
Tommy Dam