Hvidsten Kro Turen køres lørdag den 5. juni 2010

 
Trods kulde, sne og sjap, så nærmer den kommende sæsons køreture sig, og turene skal jo planlægges i god tid.
 
Problemet er, at vi ikke på forhånd ved, hvor mange veteraner der ønsker at deltage på denne populære tur - men ALLE er velkomne!
 
Antallet af deltagere på Hvidsten Kro Turen, har været støt stigende, så det er derfor nødvendigt, at tilmelde sig så tidligt som muligt i år. Turen køres lørdag den 5. juni, og i år er vi desværre nødt til at begrænse antallet på deltagerne - i hvert tilfælde, når det gælder spisning på kroen. Dette skyldes, at også Hvidsten Kro er meget populær, og i år har de 'kun' plads til 30-35 æggekage-spisende knallert-entusiaster.
 
Det gælder derfor om snarest, at melde sig til turen, hvis du vil være sikker på en bid af verdens bedste æggekage og deltage i fælleskabet!
 
 
 

Ny og spændende historie om Hvidsten Gruppen, om Hvidsten Kro og årsagen til, at netop området ved Spentrup, Mariager og Randers er dér, hvor PuchKlub.dk har valgt at køre den årlige tur 'Hvidsten Kro Turen'

 
 

Grundlovsdag er "Årets Store Køredag for alle danske veteran-entusiaster"!

 
Hvert år den 5. juni, der som bekendt også er grundlovsdag, kører alle danske veteraner ud på tur i deres egne udvalgte områder.
 
 
 
 
Gennem tiden er PuchKlub.dk mange gange blevet stillet spørgsmålet:
"hvorfor køres turen i netop dét område?" - svaret finder du herunder...
 
 
PuchKlub.dk kørte i 2007 den første Hvidsten Kro Tur
Da PuchKlub.dk i sin tid stod med opgaven, at fastlægge en eller to årlige køreture i PuchKlub.dk regi, kom Niels Teilbæk med idéen om, at i hvert tilfælde den ene af turene kunne foregå i området ved Randers, Mariager og Spentrup. I den lille by Spentrup ligger nemlig Hvidsten Kro. Det var dér, at Hvidsten Gruppen i 1943 blev dannet med Krofatter i spidsen.
 
Ved at køre tur i netop det område og gøre holdt på den berømte kro, kunne vi på den måde være være med til at hædre de frihedskæmpere, der under 2. verdenskrig satte deres liv til for os ved, at bekæmpe tyskerne på deres egen måde. Modstandsfolkene var på den måde med til, at vi i dag lever i frihed. Som sagt, så gjort - det blev Hvidsten Kro Turen, som er kørt hvert år siden. Det var en god idé, som Niels også dér kom med!
 
 
Modstandsfolk
Under krigen opstod der en del modstandsgrupper i Danmark. Hvidsten Gruppen, var den første gruppe af sin art i Danmark, med udspring i Hvidsten Kro. Det var Marius Fiil, der sammen med sin søn og svigersøn samlede en gruppe brave mænd fra egnen, og dannede Hvidsten Gruppen. De mange farefulde modtagelses-aktioner foregik i Blichers gamle plantage.
 
 
Hvidsten Gruppen
Det gik godt i ca. et år, men den 11. marts 1944 kl. 6.15 om morgenen, blev Hvidsten Kro omringet af gestapofolk under ledelse af gestapochef Schwizgebel. I kroen blev Marius, sønnen Niels, svigersønnen Peder Sørensen, døtrene Tulle og Gerda arresteret. Far, søn og svigersøn blev skudt af Tyskerne den 29. juni. Tulle og Gerda kom i tysk fængsel.
 
 
Barner Andersen - Hvidsten Gruppens yngste medlem
I 2009 kom PuchKlub.dk i besiddelse af seks gamle kassettebånd, der indeholder historien om Hvidsten Gruppen. Historien er indspillet i 1984 på Hvidsten Kro og fortalt af Hvidstengruppens yngste mand Barner Andersen, sådan som han oplevede den.
 
 
Da Barner Andersen, før krigsretten mod Hvidstengruppen, sad i cellen sammen med andre modstandsfolk fra andre grupper, fik han et lille hæfte stukket i hånden af Christian Ulrich Hansen fra Ranum Gruppen, der samtidig sagde: "Der er altid nogen der overlever en krig - det har der været hver gang, og det bliver der også denne gang. Hvis der er nogen af jer her i cellen, der får lov at leve videre, så glem aldrig at fortælle videre, hvad vi har oplevet!"
 
 
Det er præcis det, som Barner Andersen gør med sin fortælling på båndende. Vi har, med en del prøvelser, konverteret båndende til CD-Rom og MP3-filer. Så hvis du er medlem i PuchKlub.dk og har lyst til at høre historien, så kan du logge dig ind på hjemmesiden, tænde dine højtalere og høre hele historien.
  
 

Login Sitemap - oversigt over tilgængelige sider  Udskriv