Messe og Stumpemarked i Dronning Margrethe Hallen i Fredericia den 21. og 22. oktober

 

Det var ren nostalgi, begejstrede medlemmer og flere fik et flash-back, da de så de gamle knallerter på liftene.

 

Red. PuchKlub.dk

Ulrik, Niels, Schrøder og Lars
Foto: Michael Westermannn
 

Det var helt igennem en vellykket week-end

PuchKlub.dk vil her takke alle, der besøgte os på standen og var med til, at genoplive de gode gamle dage. Praktisk taget fik alle et lille "flash-back", da de så de gamle PUCH knallerter. Flere kom med udtalelsen: "Ren nostalgi - Jeg har også kørt PUCH! - Hvorfor fa'* gemte jeg dog ikke min gamle knallert?!
 
Vi fik også megen ros. Der var flere, der kommenterede standen og udstillingen; men sandelig også vores hjemmeside. Tak for dette og til de af vore medlemmer, der kom og hilste på.
 

PUCH.dk og PuchKlub.dk

PuchKlub.dk var gået sammen med PUCH.dk og havde dermed fået en rimelig stor stand. Salget for Ulrik og Michael fra PUCH.dk var rimeligt og der var megen interesse for nye reservedele og stumper. Tak til både Ulrik og Michael for et godt samarbejde og de nye medlemmer, som PuchKlub.dk har fået via dem!
 
For PuchKlub.dk var det primært snak om gamle dage, og om den PUCH Monza, som vi udlodder blandt vore medlemmer pr. 31. marts 2007.
 

Dem vi har et samarbejde med

Vi kan desværre ikke nævne alle; men vi fik da hilst på:
Alex fra Veteran.dk, der for nylig har købt Forlaget Classic. Jens Jessen, der er journalist og forfatter af bl.a. "Overhaling i 3. gear" og"Under 50 kubik", var på besøg. Han var forøvrigt også lige ude at køre en tur, på Niels' PUCH VZ50. Ole Højgaard fra Veteranforsikring Danmark kiggede indenfor og sidst, men ikke mindst Børge Stavensø, fra Veteranknallertklubben "Aktiv".
 

Den "lille" knallertlift

De udstillede knallerter gjorde sig rigtig godt på messen. Der var sat ekstra lys på de 3 knallerter, der stod godt og solidt på hver sin lift. Liftene er små motorcykellifte, der kan tage op til 400 kg. - og de er CE-mærkede, så både kvalitet og sikkerhed er i top.
 
Det er en meget praktisk lift, der nemt betjenes med de to fod-betjente pedaler og de drejelige hjul betyder også, at den nemt kan køres til side. Den fylder ikke ret meget.
 
Når man har stillet knallerten op og fjernet kørepladen, så fylder liften faktisk ikke mere end knallerten - den kan bare komme op i en fornuftig arbejdshøjde. Liften er helt igennem velegnet til et lille værksted, hvor det er småt med pladsen; men hvor man alligevel ønsker at undgå det kolde gulv.
 
Det fremgår tydeligt af billedet, at knallerten faktisk er længere end liften. Vi har med rette kaldt den for en knallertlift.
 

Rabat til vore medlemmer

Medlemmer i PuchKlub.dk får 10% rabat på knallertliften hos MCCOM.dk, så prisen er kun kr. 2225,00 incl. moms. Som medlem spares altså kr. 247,50.
 
 

Relaterede links:

Veteran køber Forlaget Classic: www.veteran.dk
Ulrik og Schrøder: www.puch.dk
Ole Højgaard fra Veteranforsikring Danmark: www.veteranforsikringdanmark.dk
Veteranknallertklubben "Aktiv": www.vkka.dk
Knallertlifte fra MCCOM.dk: www.mccom.dk
 
 

 

Niels Teilbæk ønsker sig en brandbil

Niels, Ulrik og Schrøder var på besøg hos Lennart Persson i Sverige. Efter turen tænkte jeg: "Nu rabler det for Niels - han ønsker sig en brandbil!"

 
MEN - efter nogle minutters læsning af hans artikel, blev jeg da meget klogere og faktisk enig med ham i, at PuchKlub.dk bør købe en brandbil.
 
Læs her mere om turen til Sverige, hvor Lennart har ombygget en gammel CALTEX Servicestation til et utrolig flot PUCH værksted og om Niels' drengedrøm om, at eje en brandbil.
 

 

PuchDebat / PuchForum

Så kom dagen, hvor vi kan åbne et PuchForum for vore medlemmer, der ad den vej kan kommunikere mere direkte.
 
Vi har gennem tiden bedt medlemmerne om, at sende os spørgsmål, ønsker eller svar via e-mail, hvilket jo også har været en god løsning; men det er noget nemmere, at kunne skrive mere direkte til hinanden i et Forum.
 
Til start har vi åbnet nogle kategorier, men vil meget gerne høre fra Jer, hvis der er andre eller flere kategorier, som burde være i PuchForum.
 
 

 

Et stort tillykke til vort medlem Torben Christensen fra Sjørrup ved Viborg

 
Torben er en meget aktiv knallert-mand og foruden sit medlemskab i PuchKlub.dk, er han også medlem i Veteranknallertklubben "Aktiv", hvor han har vundet titlen: Årets 70'er knallert.
 
Veteranknallertklubben har lagt afgørelsen i medlemmernes hænder, der valgte Torbens PUCH Grand Prix fra 1978 til førstepladsen.
Torben Christensen, 2006
 
Der var i alt 8 deltagere i denne kategori, så det er godt gået! Stort tillykke fra PuchKlub.dk!
 
Vi vil ikke tage æren for præsentation af Torbens flotte PUCH Grand Prix, så klik dig her videre til Veteranknallert klubben "Aktiv", hvor du også kan se alle de andre flotte maskiner, der har deltaget i konkurrencen.
 
Vi kan dog fortælle, at Torben har brugt ca. 6. måneder på at restaurere dette pragteksemplar af en PUCH knallert.
 

 
 

 

 
Login Sitemap - oversigt over tilgængelige sider  Udskriv